Jeg vil starte med at sige undskyld. Titlen på det her indlæg snyder måske en smule, fordi jeg måske tidligere har fortalt, at jeg ikke tror på konceptet om en enkelt soulmate. Det er stadig overvejende min holdning, men der skal som altid være plads til gradbøjninger af holdninger.
Først vil jeg gøre det helt klart: Idéen om der kun er én fisk derude, som er perfekt til DIG, er jeg ikke enig i. Selvfølgelig er det en ufattelig romantisk tanke; en puzzlespilsbrik, som er lavet for at passe perfekt til dig. Det er utroligt smukt. For mig er det også bare ufatteligt tragisk, for tænk hvis man aldrig møder hinanden, eller tænk hvis man møder hinanden på et tidspunkt, hvor den ene eller den anden (eller begge) ikke er klar til at binde sig til det forhold.
Selvfølgelig kan vi også tage de mere optimistiske briller på. Hvis en soulmate er det enkelte menneske som passer helt perfekt OG som universet har forudbestemt, at man skal være sammen med. Så kan jeg måske være mere tilhænger af idéen, men igen... Hvad med de mennesker, som så ikke finder den partner? eller hvad med dem, der mister deres partner til sygdom eller anden ulykke? Er de så forudbestemt til at være alene resten af livet? Hvad hvis man har mødt ham eller hende, og noget gik skævt, skal man så blive ved med at længes efter "the one who got away"? Det er lige her kæden hopper af for mig.
Vi fortjener ALLE lykke, og det koncept mener jeg 10 ud af 10 gange inkluderer kærlighed. Dog vil jeg også tilføje, at den kærlighed ikke skal komme i form af et andet menneske. Det er simpelthen ikke andres opgave at give dig kærlighed. En partner er selvfølgelig fantastisk hvis man har det svært, og aftener på sofaen mv., men hvis man ikke kan holde sit eget selskab ud, hvordan skal andre så kunne?
Din soulmate er DIG! Og hvis du har nok kærlighed til dig selv, vil du være en gave for en partner, i stedet for et flueben om tryghed, omsorg, eller andre ting folk søger i "partnerskabet"
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal opgive kærligheden - absolut ikke! Der er så mange fantastiske mennesker i verden, og der er rigtig mange man relativt nemt er kompatible med. Der er nok færre, hvor "gnisten" er, og færre endnu hvor begge dele er. Sætter vi det så op imod de krav det generelle menneske har til en partner:
- Udseende
- Alder
- Job
- Økonomi
- Interesser
- Samtalen er naturlig
- Latteren er som på flaske
- Du føler dig accepteret og måske endda som et bedre menneske i det selskab
- Du er tryg
- Du kan ikke lade være med at smile, og modpartens smil sender varme gennem hele kroppen
- Du har ikke lyst til kropskontakt (som kram eller mere) nogensinde skal stoppe
Jeg mener at forelskelse er fantastisk. Jeg mener også at mange oplever små "crushes" på andre, selvom de er i et fast forhold. Ens følelsesregister står ikke stille, bare fordi man har valgt en partner, som man elsker højt. Spørgsmålet er blot om man handler på det. Har man lyst til at handle på det, bør man virkelig revurdere sit forhold.... I min optik i hvert fald. Det her betyder også, at hvis man er ulykkeligt forelsket (fx i en der ikke er interesseret eller allerede har en partner), er det for mig ikke grund til at melde sig ind i "depressions-klubben".
Når man er forelsket mærker man så mange helt fantastiske ting. Man smiler over de mindste ting og sanserne i kroppen er forhøjet på en måde, som virkelig gør, at man mærker at man lever. Det er helt fantastisk... Hvis man vælger at se sådan på det. Men det er nu nok for en anden gang. Min pointe er bare; husk at nyd det, hvis du er så heldig at blive forelsket - også selvom det måske kun forbliver ren fantasi.
Tilbage til den der famøse partner. Hvis en partner skal opfylde alle 11 kriterier til perfektion, er udvalget pludselig ufattelig lille. Med mindre man er af den holdning, at en soulmate er forudbestemt af skæbnen til at mødes på den rette tid og sted, bliver sandsynligheden for at møde vedkommende ekstremt lille.
Sidenotis: Søger du blot partner efter de første 5 punkter, skulle det dog være snildt nok på en datingsite - så behøver man nok ikke engang at mødes, hvis vedkommende er ærlig og har et vellignende billede. Om I vil bidrage til hinandens lykke, eller blot idéen om forhold, må I jo så selv vurdere. Det er en livsindstilling jeg absolut ikke deler, og derfor har svært ved at følge. Jeg ved mange har en sådan indstilling - måske med en gnist af forelskelse, og så er den hjemme (så at sige), og det skal I have lov til. Jeg er dybt uenig med at det er den vej vi går, men ved at det er et dominerende kriterierne for vores samtid, og jeg PRØVER at acceptere og forstå. Det skal I have lov til, hvis det er det der gør jer glade - så længe jeg kan få lov til at vinke til toget, som det forlader stationen. Jeg vil have lykke - uafhængig af samfundets forventede flueben. Men igen... det er bare min personlige holdning.
Så hvad er en soulmate?
Den partner DU skal leve lykkeligt med resten af dine dage? Lad være med at sætte "håbløs" foran romantikker. Vær en realistisk romantikker. Giv plads til romantikken og find ud af hvad der er vigtigt for dig. For at komme med en lille anekdote.For MANGE år siden havde jeg en kammerat. En helt fantastisk mand, som ikke ligefrem væltede i tilbud. Han begyndte at se en pige, som jeg gang på gang havde set udnytte og såre mænd. Jeg elsker min kammerat, og kunne ikke holde til at se ham udnyttet og såret på den måde. Derfor følte jeg også, at jeg blev nødt til at fortælle ham hvad jeg havde set, så han i det mindste kunne træffe et informeret valg, i stedet for at blive ført bag lyset. Det der overraskede mig var, at han slet ikke var interesseret i at snakke om det. I stedet kom han med svaret: "Hvad nu hvis jeg gerne bare vil nyde det vi har lige nu?" Det forbløffede mig, fordi hvis nogen, så fortjente han virkelig en fantastisk kvinde, som virkelig elskede ham, og ikke bare en der udnyttede ham for selv at få opmærksomhed. Det var et flot valg han træf dengang, og selvom jeg ikke har mellemregningen, så synes jeg bestemt han traf det rigtige valg. Hun valgte alle andre mænd fra, og dedikerede sig til min kammerat <3 Den dag i dag er de gift og har fået børn - en mulighed jeg slet ikke havde set komme. Han valgte at være glad og nyde momentet - et moment, som har varet i mange år nu. Det har jeg dyb respekt for, og jeg kan ikke sige nok, hvor taknemmelig jeg er for at hun tilvalgte kærligheden til ham, frem for beskæftigelsen hos de mange. Begge perspektiver har nok været svært, hvis det skulle have været et bevidst valg, så jeg har stor respekt til den begge! Hun var bestemt også et fantastisk menneske, og også en rigtig god veninde, hvorfor situationen blev endnu mere kompleks. Begge fortjener den kærlighed de fandt i hinanden, og hvor er det beundringsværdigt!
Denne anekdote synes jeg at vi alle kan lære af. Giv plads til kærligheden, for den kan vokse på de mærkeligste steder. Selvom det måske kan ses som en forhindringsbane fra starten, så tillad jer selv at lukke kærligheden ind. Om så det kun er for "et øjeblik", så er det virkelig det værd!
I tilfælde af at I har misforstået mig og min holdning, så tror jeg helt sikkert på kærligheden! Måske langt mere end nogen andet, men det skal være en gave. Jeg er og (har bestemt mig for at jeg) FORBLIVER en lidt håbløs romantikker. Ikke i kraft af at jeg regner med at den perfekte mand dumper ned fra himlen, men fordi jeg virkelig tror på magien i parforholdet. Jeg går også meget mere på kompromis end jeg burde, i troen på forholdet. Jeg tror på at kærlighed kan leve på trods... Jeg ved nemlig også at den aldrig er perfekt, og man kan ALTID få noget positiv oplevelser og indsigt, selvom et forhold måske ikke har de rette flueben. Det er dét værd ;)
Til slut vil jeg have lov til at dele min egen holdning, i form af en af mine "guilty pleasures". Tim Minchin! Han er et meget analt menneske, og ikke fordi han ikke ser optimistisk på tilværelsen, så ser han mere..... ehm... faktuelt på den :P Det giver et ret sjovt syn på verden, for han er ret direkte. Når dette så bliver blandet med komik og sang, bliver det en helt fantastisk kaliber!
Jeg vil lige forberede jer: "You grow on me" handler om hvordan kærlighed kan vokse og blomstre, og "If I didn't have you" handler faktisk om soulmate-konceptet, som han deler lidt med mig - Selvom hans måske kan virke ret absurd :P
You grow on me
If I didn't have you
Enjoy!
Kommentarer
Send en kommentar