Som sociologistuderende, og nok som studerende i det hele taget, skal man stifte kendskab til en del teotetikere; grundstenene for vores viden. Det kan være både hårdt og tungt. Det er næsten umuligt, at læse alle originalteksterne indenfor den angivne tid, når det er udover pensum - lige meget hvor stærk en læser man er. Man læser essentielle og overordnede tekser, for at danne sig et overblik. Man læser kun det nødvendige, fordi tiden eller interessen ofte er knap. Man sætter sin lid til underviserne, til at skabe en forståelse og overblik, man selv kæmper for at finde.
Men hvad er det egentligt vi kræver af dem? Hvad skal de? Skal de danne et overblik over fakta, eller skal de føre os gennem teoretikernes passion og bevæggrundlag? Skal det være spændende? Skal de skabe en viden, litteraturen ikke gav? Og formår de at videregive den ønskede viden?
Formidling af viden, kan være en lang og svær omgang. Hvad var Martin Luther King uden passionen i 'I have a dream' ? Kan man gengive ham og hans bedrifter, uden den passionerede tale? Det kan man sagtens, men noget essentielt mangler.
Man kan gengive mange begivenheder og personer faktuelt, men hvad går tabt i formidlingen? Og er det okay?
Jeg siger ikke, at det er nemt - langt fra! Jeg siger bare, at igen i dag, oplevede jeg to (men særligt en speciel) teoretikere korsfæstet. Et faktuelt stemningsdrab. Jeg higede efter mere, men endnu en gang blev den passionerede teoretiker begravet i fakta, og jeg længes efter den dag, jeg har tid til at begrave mig i endnu er passioneret værk.
Indtil den utopiske dag kommer, våger jeg over en fakta-præget massegrav, hvor passionen kun gemmer sig i det skjulte, bag et årstal og en historisk begivenhed.
Vive la passion
Kommentarer
Send en kommentar