At starte en blog ud med en så modstridende overskrift, kan vel kaldes ambivalens... eller bare realistisk? Det er i hvert fald min holdning til utopi generelt.
Ordet utopi er en strøben eller ønske om en perfekt verden; et utopia. Et utopia er en verden med overflod, lighed, frihed og harmoni... Vi kan også bare kalde det urealistisk, ikk'? Den perfekte verden eksisterer ikke.... stræben efter utopi kan dog være en god idé, da det giver et mere harmonisk samfund... meeeen... hvad harmoni, lighed og overflod er, og hvordan vi skal nå den, er bestemt ikke noget alle folk kan være enige om, og i bund og grund gør det, at et utopia er uopnåeligt!
Meeeen... når vi nu snakker om noget så uopnåeligt som utopi, skal det så siges, at korterevarende utopi rent faktisk kan opleves... dog individuelt, men det kan nåes! Når kvinden og manden (eller manden og manden, eller kvinden og kvinden) står i kirken og skal sige ja til hinanden, kommer følelsen af utopi oftest. Følelsen som siger: "Kæft det er godt! Det her er det liv jeg ønsker; det er perfekt!". Eller når man fx. man får svaret, at man er kommet ind på drømmeuddannelsen, eller har fået drømmejobbet... Et utopisk moment!
I min verden, er ingen af de to fremgangsmåder acceptable! At gå med skyklapper for ikke at blive såret (og ja! det er derfor, lige meget hvad folk ellers prøver at overbevise sig om!) er bestemt ikke vejen frem, fordi på den måde går man glip af mange fantastiske øjeblikke - her taler jeg ikke kun om forelskelse, men det kan også være i forbindelse med et job eller drømmestudiet, hvor folk ikke forsøger fordi "de ikke er gode nok" eller "jeg har det da helt fint her?!" ... Ikke acceptabelt! Kontraen er så at leve i søgen efter utopien, hvor man ikke er hel, aldrig er glad for hvad man er i, fordi man kun stræber efter noget bedre. Det er på ingen måde acceptabelt heller! Jeg synes det er komplet håbløse mennesker som udtaler: "hvor er min anden halvdel?" Vær et fucking helt menneske, og vær glad for hvem du er og hvor du er, så kan den eventuelle kommende partner være din bonus, livsledsager og glæde, fremfor en du er afhængig af, og bliver een med! Jamen, det er da bestemt sødt... hvis man ikke tænker over det! Det er det samme som at sige "Jeg vil gøre alt for dig" HELL NO! hvis de ville gøre ALT, var de for mig absolut ikke det værd, fordi så har de ikke egne standpunkter, eller ... hvad er ordet nu? hmmm... nårh jo... FORNUFT!!! men ja, det lyder da sødt, hvis man ikke tænker realistisk på det. Men så igen. Det er nu nok også fremgangsmåden for at opnå det utopiske moment. Hvis man rationaliserer det, som jeg lige gjorde, vil det bestemt ikke være et utopisk moment.
SUK!!!
Jeg vil lige slutte af med at vise min status fra facebook, som egentligt gav mig idéen til dette indlæg ;)
Hmmm.. glimt af utopi, som kun opnåes med "lukkede øjne".. nogen kalder det naivitet, andre kalder det at se det positive eller at leve i nuet... realisten kan godt lukke øjnene og kortvarigt befinde sig i et utopia, men ved at vejen ned når øjnene åbnes gør ondt... Hvordan vil du helst forholde dig? Jeg ligger helt klart i kassen "utopisk realist" :-P
Naivitet... Mmmmm... Lad nu være med at se det som et negativt ord! Lidt naiv skal man vel være, hvis man har indsigt i hvordan mennesker og verden hænger sammen, men stadig smiler over hændelser og mennesker, ikke? Det negative har jo en tendens til at fylde mest :-)
Kom frisk! Lad os være naive sammen og acceptere idéen om det utopiske moment!
Ordet utopi er en strøben eller ønske om en perfekt verden; et utopia. Et utopia er en verden med overflod, lighed, frihed og harmoni... Vi kan også bare kalde det urealistisk, ikk'? Den perfekte verden eksisterer ikke.... stræben efter utopi kan dog være en god idé, da det giver et mere harmonisk samfund... meeeen... hvad harmoni, lighed og overflod er, og hvordan vi skal nå den, er bestemt ikke noget alle folk kan være enige om, og i bund og grund gør det, at et utopia er uopnåeligt!
Meeeen... når vi nu snakker om noget så uopnåeligt som utopi, skal det så siges, at korterevarende utopi rent faktisk kan opleves... dog individuelt, men det kan nåes! Når kvinden og manden (eller manden og manden, eller kvinden og kvinden) står i kirken og skal sige ja til hinanden, kommer følelsen af utopi oftest. Følelsen som siger: "Kæft det er godt! Det her er det liv jeg ønsker; det er perfekt!". Eller når man fx. man får svaret, at man er kommet ind på drømmeuddannelsen, eller har fået drømmejobbet... Et utopisk moment!
Et Utopisk Moment
Hvis man siger at man "lever i nuet" kan følelsen oftere fremkomme, da det er en følelse som realister og folk som tænker videre hele tiden, måske har svært ved, da de højest sandsynligt vil rationalisere momentet. I kirken skulle de så have tanken: "jo jo, men 40% af alle danske ægteskaber ender i skilsmisse". Så opnår man ikke det utopiske moment. Det utopiske moment kan man kalde "et high", som nogle nok ville sige var værd at stræbe efter - Og selvfølgelig er den da det! Det er en fucking awesome følelse. Desværre er den så fed, at folk ofte stræber efter den vha. rusmidler (censurerer mine MEGET larmende frustrationer om folk der *biiiiiiiiip* - hovsa!). Den er langt bedre når den er naturligt genereret, dog er den relativt svær at finde naturligt. Problemet med at finde den, er så også, at når det utopiske moment er slut, kan realitetens våde handske slå ufatteligt hårdt. Derfor skal man finde ud af om det er det værd. Dette gælder oftest når der er tale om romantik. Mange mennesker overbeviser sig om at de ikke har behov for den, for derved at beskytte sig fra realitetens handske. Andre går konstant og sukker efter den utopiske følelse som også er kendt som følelsen: forelskelse.I min verden, er ingen af de to fremgangsmåder acceptable! At gå med skyklapper for ikke at blive såret (og ja! det er derfor, lige meget hvad folk ellers prøver at overbevise sig om!) er bestemt ikke vejen frem, fordi på den måde går man glip af mange fantastiske øjeblikke - her taler jeg ikke kun om forelskelse, men det kan også være i forbindelse med et job eller drømmestudiet, hvor folk ikke forsøger fordi "de ikke er gode nok" eller "jeg har det da helt fint her?!" ... Ikke acceptabelt! Kontraen er så at leve i søgen efter utopien, hvor man ikke er hel, aldrig er glad for hvad man er i, fordi man kun stræber efter noget bedre. Det er på ingen måde acceptabelt heller! Jeg synes det er komplet håbløse mennesker som udtaler: "hvor er min anden halvdel?" Vær et fucking helt menneske, og vær glad for hvem du er og hvor du er, så kan den eventuelle kommende partner være din bonus, livsledsager og glæde, fremfor en du er afhængig af, og bliver een med! Jamen, det er da bestemt sødt... hvis man ikke tænker over det! Det er det samme som at sige "Jeg vil gøre alt for dig" HELL NO! hvis de ville gøre ALT, var de for mig absolut ikke det værd, fordi så har de ikke egne standpunkter, eller ... hvad er ordet nu? hmmm... nårh jo... FORNUFT!!! men ja, det lyder da sødt, hvis man ikke tænker realistisk på det. Men så igen. Det er nu nok også fremgangsmåden for at opnå det utopiske moment. Hvis man rationaliserer det, som jeg lige gjorde, vil det bestemt ikke være et utopisk moment.
SUK!!!
Jeg vil lige slutte af med at vise min status fra facebook, som egentligt gav mig idéen til dette indlæg ;)
Hmmm.. glimt af utopi, som kun opnåes med "lukkede øjne".. nogen kalder det naivitet, andre kalder det at se det positive eller at leve i nuet... realisten kan godt lukke øjnene og kortvarigt befinde sig i et utopia, men ved at vejen ned når øjnene åbnes gør ondt... Hvordan vil du helst forholde dig? Jeg ligger helt klart i kassen "utopisk realist" :-P
Naivitet... Mmmmm... Lad nu være med at se det som et negativt ord! Lidt naiv skal man vel være, hvis man har indsigt i hvordan mennesker og verden hænger sammen, men stadig smiler over hændelser og mennesker, ikke? Det negative har jo en tendens til at fylde mest :-)
Kom frisk! Lad os være naive sammen og acceptere idéen om det utopiske moment!
Kommentarer
Send en kommentar