Jeg vi gå langt for dem jeg har nær, for det at se og vide, at de har det godt, stråler simpelthen over alt andet. Har nogen lyst til at ses, kan vi sagtens finde ud af det kan lade sig gøre som fransk visit, eller et reelt besøg. Jeg skal dog bare vide, at det er fordi de har lyst til at se mig, og ikke bare fordi jeg skal udfylde deres tid. I sådan en situation, vil jeg nemlig helst være fri for logistiske regnestykker, og jeg har ofte også ting, jeg hellere vil lave for mig selv. Har folk til gengæld BRUG for at se mig, er det en helt anden sag. Jeg smider alt jeg kan, hvis en af dem jeg holder af, har brug for mig. Om det så "bare" er fordi de kunne bruge noget social kontakt uden formål, eller fordi deres verden er brudt sammen. Jeg sørger for at det kan lade sig gøre, for det gør ondt på mig, at så fantastiske mennesker skal have ondt, og hvis jeg kan hjælpe bare lidt, vil jeg også gøre det. I sådan en situation forsvinder mine behov og problemer, og jeg går all in, for at være den støtte de har brug for.
For at gøre det lidt nemmere at forstå, vil jeg komme med et godt eksempel:
Jeg vil helst ikke skabe opmærksomhed på mig selv, og det betyder meget for mig, at jeg er ordentlig i en social situation. Det betyder også, at jeg ser ordentlig ud når jeg tager til undervisning, og ellers bare koncentrerer mig om den viden vi får præcenteret. Når det er sagt, havde jeg en veninde som kæmper med depression. og meningsløshed. Hun har så meget at byde på, men havde en "nede periode". Hun kunne ikke overskue at skulle være sammen med andre mennesker og indgå i en social konstruktion. Hun havde brug for hjemmets tryghed, og at det var okay bare at være grim og asocial.
Det skal lige tilføjes, at når vi er sammen, betyder det ikke at vi føler os sociale. Det er lidt ligesom "bare" at være med familien - man behøver ikke tænke. Jeg vidste, at det at "pjække" fra undervisningen bl.a. ville give hende dårlig samvittighed. Derudover vidste jeg også, at på de rigtige præmisser, kunne det få hende ud af boblen. Derfor traf jeg et valg, som de færreste nok ville. Jeg fortalte hende, at vi skulle "holde fridag"! Vi skulle have vores lille hjemmedag i nattøj og have lov til bare at være grimme. Det lyder nok som en almindelig ting, og det alene ville ikke have fået hende ud af boblen. Derfor skulle vores fridag holdes i forelæsningslokalet. Jeg købte nogle ting vi kunne snacke med, så hentede jeg hende, og vi fandt nogle gode sæder bagerst i lokalet. Med 150 studerende er det lidt nemmere at være usynlig. I vores nattøj brugte vi derfor vores fridag som aktive studerende blandt andre mennesker.
Det man nemt glemmer er, at man faktisk ikke er så vigtig for alle andre. Det kan godt være, at de bemærker at det er underligt, men hvis de ikke er tvunget til at forholde sig til det, er de faktisk ret ligeglade. Jeg kan heller ikke huske en følelse af at folk kiggede mærkeligt andet end i pausen, og en enkelt spurgte faktisk også ind til om det var nattøj (man kan jo ikke være sikker med alle de mode-statements man ser). Der var intet negativt i forespørgslen, men et lille grin fik vi da alle, for vi det var jo ret atypisk. Men på den måde "overlevede" vi faktisk en marathon-dag på universitetet på trods af manglende overskud. Til gengæld havde vi faktisk en ufattelig sjov dag, som ingen kan tage fra os.
Det her eksempel kan måske virke absurd og mærkeligt, og havde hun haft brug for at snakke eller tage i byen, var det det vi havde gjort, men hun havde brug for at være menneske, og indgå i de rammer, hendes livssituation satte. Derfor var det det vi gjorde.
Jeg siger ikke, at man bør skeje ud på den måde, for jeg ved godt, at det er langt ud af comfort-zonen for de fleste. Det jeg siger er bare, at det i min optik BØR være mere normalt, at man strækker sig for sine venner.
Når man er voksen, synes jeg ikke længere at familien bør dikteres af genetik eller juridiske dokumenter. Når man er voksen er den familiære relation i højere grad selvvalgt. Man kan ikke forvente at familien er den trygge favn, fordi de jo også bare er mennesker, men man er selv med til at investere i tryghed og tilknytning til de mennesker, man vælger. Langt fra alle kan, som voksen, blive "passet" på hos forældrene, og en dag går livet også den vej, at de en dag eller længere er blandt os. Hvis de er vores eneste sikkerhedsnet, kan verden synes meget uoverskuelig bagefter. Vi er dog enige om at det aldrig er sjovt at miste sine forældre - sikkerhedsnet eller ej.
Den tryghed og nærvær med andre mennesker, er dog ikke bare en man kan forvente af "venner". Særligt ikke med den måde vi har relationer på i dag (Opfordring til at læse denne fantastiske artikel: Er nærvær gammeldags?). Derfor er det vigtigt at vi også tilbyder os selv i vores venskaber. Vi skal prøve at gå ud fra at folk vil os og kan lide os for dem vi er. På samme tid skal vi også ville de mennesker, vi indgår i venskaber med. Find ud af hvordan I har et reelt venskab på de tiltideværende præmisser (Igen, stærk opfordring til at læse artiklen! Bare klik her, så åbner den i et nyt vindue, og du kan læse den lige om lidt).
HVIS vi vil have muligheden at have nok tillid til verden og andre mennesker, bliver vi dog også nødt til at give andre mennesker en smule mere respekt, end jeg ser. Det er okay at fortælle mennesker (på en pæn måde), at vi ikke er interesseret i deres selskab. Jeg ved godt, at det kan være meget svært, men andre mennesker skal og bør ikke bare være for vores private fornøjelses skyld.Ser man en (både venskab og dating), hvor interessen ikke længere er der, er det nok på tide at takke for det man har haft, og ønske god vind fremover. Det er der ikke nogen skam i. Til gengæld synes jeg det grænser til det respektløse, hvis man begynder at ghoste eller blot finder på undskyldninger. At du vil have et kort i baghånden til hvis du keder dig, er i min optik respektløst for det andet menneske. De har fortjent bedre selskab end dit. Med mindre selvfølgelig, at du så er villig til at bruge tid på dem, hvis de så keder sig. Så er det nok den relation I har sammen, men en envejsrelation? Så må du altså finde en hobby. Mennesker, deres tid og dedikation er altså for vigtigt til at blive udnyttet, så DU har det godt.
Sorry - her har jeg lidt stærke holdninger, fordi jeg virkelig finder en høj grad af absurditet i vores såkaldte "autentiske" præsentationssamfund! Derfor er det nok også det, jeg har valgt at kigge på i mit bachelor projekt, i stedet for bare at hygge mig med at undersøge noget sjovt strukturelt ;) Men det kan være, jeg skriver lidt om på et andet tidspunkt. Vi får se ;)
Det jeg prøver at komme frem til med det her indlæg er, at venskaber er værdifuldt. Det bør være gensidigt, og hvis man reelt set vil have folk tæt på, kræver det også at vi lukker dem ind og er der for dem - selvom situationen måske ikke er praktisk, og vi måske ikke selv er helt så gode og overskudsagtige, som vi måske godt kunne tænke os at være overfor dem.
Lad os være de perfekte uperfekte mennesker vi er... Sammen! <3
Kommentarer
Send en kommentar